Ny aktør åbner døren til finansmarkedet for alle danskere
Kameo, der driver en online platform for lånebaseret crowdfunding med fokus især på ejendoms-projekter, er netop kommet til Danmark og vil give alle danskere mulighed for at investere.
Minimumsgrænsen for at investere i lån er sat til kun 500 kroner.
Den nye danske direktør Jesper M. Johansen forventer, at Kameo om fem år er den foretrukne crowdlending-platform i Skandinavien
Crowdfunding-virksomheden Kameo, som allerede har succes i både Norge og Sverige, er nu rykket ind på det danske marked. Virksomheden har netop åbnet en dansk afdeling med adresse hos Copenhagen Fintech Lab, og Jesper M. Johansen er ansat som Kameos danske administrerende direktør.
Kameo driver en online platform for lånebaseret crowdfunding, crowdlending, og har især fokus på investering i lån til ejendomsprojekter. Crowdlending er et supplement til bankfinansiering med et gennemsnitligt afkast på 10 procent, og Jesper M. Johansen betegner Kameo som en døråbner til finansmarkedet for både långivere og låntagere.
- Med inspiration fra lavprisflyselskabet Norwegians filosofi om, at alle skal have mulighed for at flyve, er Kameos tankegang, at alle skal have mulighed for at investere – uanset, om man er en studerende, der ønsker at skyde 500 kroner ind i eksempelvis en lille virksomhed i nærområdet, eller man er en professionel investor, der ud fra en kalkuleret tilgang vil investere flere millioner kroner i et byggeprojekt. Med vores minimums investeringsgrænse på 500 kroner vil vi gerne modbevise de gamle ord om, at ”You need money to make money”, fastslår Jesper M. Johansen.
35-årige Jesper M. Johansen, der kommer fra en stilling som direktør for Business & Customer Excellence i Charlie Tango/KMD, satte sig i Kameos danske direktørstol i februar i år. Han forventer, at Kameo inden for de næste fem år har opnået en position som den foretrukne lånebaserede crowdfunding-platform i Skandinavien.
- Jeg glæder mig til at udbrede kendskabet til Kameo, crowdfunding og crowdlending i Danmark, så flere får øjnene op for vores investeringsmuligheder. Ambitionen er at tilbyde alle private investorer på tværs af Skandinavien mulighed for at investere i attraktive lån til ejendomsprojekter og små virksomheder med højt forventeligt afkast, og som investor har man mulighed for at skabe en diversificeret portefølje af lån, hvormed man i princippet kan skabe sin egen lille fond, siger han.
Kameos danske direktør er blandt oplægsholderne på Nordens største investeringsfestival, Nordic Invest Camp, som afholdes lørdag den 23. marts i The Plant i København.
Yderligere oplysninger:
Adm. dir. Jesper M. Johansen
+45 5174 7740 | jesper@kameo.dk
Fakta om Kameo
Grundlagt i 2014.
Online platform for lånebaseret crowdfunding.
Firmanavnet er en nordisk variant af det engelske begreb Cameo role, som betyder at have en birolle: Kameo spiller birollen, mens investorer og låntagere har hovedrollerne.
Kontorer i Oslo, Stockholm og København.
Via Kameo kan privatpersoner og virksomheder investere direkte i lån til ejendomsprojekter og små virksomheder.
Minimumsinvesteringsgrænsen er 500 kroner.
Forventet afkast for investorer gennemsnitligt på 10 procent.
Koncession som betalingsvirksomhed fra Finanstilsynet i Danmark.
Ejes af ansatte, bestyrelsen og en investeringsbank.