Vores telefon er lukket mellem kl 15.00 den 22. december til og med kl 09.00 den 2. januar. Hvis det haster bedes i sende mail til helpdesk@kameo.dk. Glædelig jul og godt nytår!

Ny tranche, samme risiko?

Byggelån på Kameo er ofte inddelt i trancher

Du har sikkert bemærket at mange lån på Kameos platform er opdelt i flere trancher, men hvorfor egentlig? Og hvad betyder det for dig og din risiko som investor?

  • Del:

Af Kameo Danmark | Publiceret 9.juli 2020


Finansiering der følger projektet

En tranche er kort og godt en del af et større lån. Hos Kameo ser vi ofte at det giver rigtig god mening for både os og låntager at opdele fx byggelån så udbetalingen matcher de forskellige faser af projektet. Alle trancher indgår fortsat i samme lån, så sikkerhedspakken er uændret og øvrige vilkår vil med få undtagelser også være ens. For låntager kan der dog være store renteudgifter at spare, og for Kameo og investorerne er bedre mulighed for at undgå overeksponering.


Ingen unødige renteudgifter

Når en virksomhed optager lån gennem Kameo, løber renten som udgangspunkt fra udbetalingsdagen. Det er altså en dårlig forretning at få udbetalt hele lånet fra start hvis størstedelen af pengene først skal bruges senere, særligt i disse tider hvor låntager risikerer at skulle betale negativ rente for at lade pengene stå i banken. Når en låntager kommer til Kameo, indgår vi derfor altid en dialog om hvordan udbetalinger/trancher kan struktureres – både i forhold til beløbsstørrelse og tidshorisont – så de matcher projektets finansieringsbehov bedst muligt.


Eksponering og værdiskabelse går hånd i hånd

For Kameo og investorerne er den største fordel ved et trancheopdelt lån at vi kan sikre at udbetalingerne følger værdiskabelsen i projektet. Særligt når der er taget pant i en projektejendom, er det et vigtigt redskab til at undgå overeksponering. Er et projekt fx bagefter tidsplanen vil vi normalt tage en dialog med låntager og have mulighed for at skubbe næste tranche.


Hvilke lån inddeles i trancher?

I teorien kan alle lån inddeles i trancher, men det vil typisk være lån til nybyggeri og renovering hvor udgifterne til projektet helt naturligt er spredt over flere faser. Afhængigt af projektet, løbetiden og størrelsen på lånet varierer antallet af trancher typisk mellem 3 og 6.


Hvilke trancher er bedst at investere i?

Alle investorer i et lån er ligestillet i sikkerhedspakken, uanset hvilken tranche de har investeret i. Hvilken tranche der er bedst at investere i, afhænger derfor mest af om du foretrækker at være med fra start for at få rente længst muligt, eller du foretrækker at se projektet lidt an før du investerer. Der er selvfølgelig også den mulighed at du kan fordele din investering over flere trancher for både at være med fra start og have mulighed for at følge udviklingen inden alle pengene skydes ind.

Læs mere om sikkerhedspakken bag lån på Kameo